Hvordan er det at være kvindelig lystfisker?
Fiskebloggen.dk har spurgt 19-årige Lisa Jørgensen fra Girlfishing.dk, om hvordan det er at være kvindelig lystfisker.
Hvad vil det sige at være kvindelig lystfisker?
Tjah, det er et vanskeligt spørgsmål at besvare. Jeg elsker at fiske, måske fordi jeg, lige siden jeg var helt lille, er blevet taget med, når min far skulle på fisketure.
Selv før jeg kunne gå, var jeg med i Gaula i Norge, hvor min far fiskede efter laks. Da han underviste i ungdomsskolen, da jeg var lidt ældre, var jeg også med.
Jeg har altid været med og har ligesom min far altid elsket naturen. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der er bare et eller andet over det at kunne tage ud i naturen og fange sin egen mad. Friskfanget fisk er nu det bedste.
Det giver mig en form for ro at komme ud at fiske, og det er et element, hvor jeg føler mig hjemme. Samtidig med at man får lov til at nyde naturen, giver det også en form for spænding ikke at vide, om man fanger noget, hvad man fanger, hvor meget man fanger, og hvor stor fisken der gemmer sig i vandet er.
Jeg tror ikke, det er så meget anderledes at være kvindelig lystfisker end at være mandelig lystfisker. Den mest markante forskel er nok kønnet, og at der ikke er så mange kvinder, der fisker – i hvert fald ikke så mange på min alder.
Jeg oplever tit, når jeg kommer gående med min fiskestang eller med fisk, at folk kigger undrende på mig. Måske fordi man ikke normalt ser så mange kvinder ved fiskevandene.
Så hvad vil det sige at være kvindelig lystfisker? Ud over kønnet og de blikke alle mændene nogle gange sender ved fiskevandene, og det at nogle ikke mener, det er en hobby for kvinder, så er det nok ikke så meget anderledes end at være mandelig lystfisker.
Lisa Jørgensen har sitet Girlfishing.dk – hvor hun skriver om sit eget fiskeri.