Må man sælge fiskegrej med bly i?
Må man – eller må man ikke sælge fiskegrej med bly i? Det giver jeg mit svar på her
Af Mads Hussing
Det dukker jævnligt op i diskussioner, om man må sælge fiskegrej med bly i. Det er blevet besluttet, at man ikke må sælge fiskegrej med bly i i forretninger, men der er nogle undtagelser i bekendtgørelsen.
I “Bekendtgørelse om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly” står der blandt andet, hvad bekendtgørelsen ikke dækker. Her står:
“§ 5. Bekendtgørelsen omfatter ikke:
1) Råvarer og halvfabrikata.
2) Brugte produkter, der ved førstegangssalg opfyldte danske krav.”
Det vil sige, at var tingene lovlige i Danmark, da de blev handlet første gang, så må man gerne sælge dem nu.
Som jeg læser bekendtgørelsen, så står der også, at man gerne må sælge “halvfabrikata” med bly i. Halvfabrikata er en vare, der ikke er færdig, og som skal sættes sammen med andre varer for at blive en færdig vare.
Mig bekendt er der ingen præcedens for, hvor emsigt man fortolker halvfabrikata. Hvis man fortolker det således, at det skal være helt færdigt og klar til at fiske med, så er en pirk uden springringe eller kroge halvfabrikata.
Jeg læste i Gyldendals ordbog om halvfabrikata, hvor det blev forklaret, at blandt andet mælk er halvfabrikata. For det behøver en anden vare for at blive solgt. Man skal jo have noget at have mælken i.
Hvis det er korrekt, så kan man godt fortolke det sådan, at en pirk uden springringe og krog er halvfabrikata. Lige så er et jighoved uden hale, for det er ikke et færdigt produkt.
Et blylod er sværere, for der skal normalt ikke laves mere ved det end at støbe det. Det behøver ingen springring eller krog for at virke.
Hele bekendtgørelsen kan læses her:
Bekendtgørelse om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly
Masser af TV om lystfiskeri – helt gratis her