Størrelsen er ikke altid det vigtigste
Alle fiskehistorier behøver ikke at være om store fisk, det kan også bare være om en hyggelig fisketur. Sådan en havde jeg i sidste uge.
Vi skulle prøve et par private søer, som der ikke bliver fisket i, og som der formentlig ikke har været fisket i i 20 år.
Den nye ejer af søerne har set karper i alle tre søer, og dem vil jeg gå mere hardcore efter en anden gang. Det blev dog til en lille bitte karpe fra den mindste sø på ejendommen.
Vi fik en del fine rudskaller, der nemt kunne bruges til agnfisk til store gedder. Vi havde et par skaller ude at svømme under et par flåd, men dem var der ikke bid efter. Der var til gengæld små aborrer i en af søerne – formentlig en tusindbrødrebestand, så de aldrig bliver større.
Vi fik desværre ikke hul igennem til de store fisk. Men det er ikke altid det, det handler om. Vi havde en rigtig hyggelig dag, og så er det bare sjovt at prøve søer, hvor man ikke aner, hvad der er i.
Jeg kommer tilbage, for jeg ved, der er set karper i søerne, og de skal have et (par) skud.